Jeg havde egentlig lagt mig til at sove, men tankerne blev ved med at svømme rundt, mens jeg tænkte over dagen i dag. Over de små detaljer, som popper op og bliver glemt lige så hurtigt, og over dagens forløb.
I dag forsøgte jeg nemlig for første gang at lave en video. Jeg har længe gerne villet lave videoer, ala YouTube formatet, men jeg har altid været bange for at kaste mig ud i det. Samtidig har jeg altid været overvældet over formatet, softwaren og alt det der følger med.
Det virkede, og virker stadig så uoverskueligt, for hvordan skal man starte uden at have rigmandsforældre, alt det rigtige kameraudstyr og know-how. Hvordan skal lille mig producere kunstneriske og æstetisk flotte videoer, der mere minder om film, end de minder om mad-tutorials?
Jeg var på bar bund fra start, vidste, at uanset hvor godt jeg sigtede, så ville jeg ramme forbi.
Alligevel endte jeg med at forsøge i dag, da jeg bare er sådan som person. Jeg vil hellere fejle, end jeg vil tænke hvad nu hvis.
Så jeg prøvede at breake opgaven ned til atomer. Hvad kunne være simpelt at lave? Efter mange overvejelser endte jeg ud med at lave en æblekompot. Fordi jeg tænkte, at det måtte jeg da nok godt kunne finde ud af.
Så projekt video gik i gang.
Men det er gøre det alligevel, at gøre noget, velvidende om at man vil fejle, er ikke altid en kæmpe fest.
Faktisk har det langt fra været en fest i dag. Især ikke, når man ender med at bruge hele dagen på en lille video, der måske kommer til at vare under et minut, hvis den da bliver til noget.
En del af mig er mega lettet over at jeg endelig tog det første skridt, for nu behøver jeg ikke forestille mig, hvordan det vil være, hvis man faktisk sprang ud i det.
Men en anden del af mig er ked af resultatet, frustreret over, at jeg ikke kan fortælle de historier, jeg har i hovedet og jeg sidder tilbage af følelsen af at være sindssyg meget bagud og nok også lidt af at være en fiasko.
Jeg føler mig bagud, for jeg kunne have startet noget før, helt tilbage til dengang jeg først havde min negleprofil. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis jeg havde taget mig sammen dengang, så ville jeg være et andet sted nu.
I stedet for føler jeg mig mega dårlig og mega bagud, men bagud i forhold til hvem? Andre bloggere? Andre YouTubere?
Der er bare så mange der kan leve af det de gør, eller bruge det som studiejob, og så er der mig, mig der bruger al min tid på min lille hobby, og jeg føler mig bare så bagud. Bagud i forhold til alle dem derude, dem derude med “rigtig” succes, som var det ikke en succes nok i sig selv, at drive en blog bare for sjov.
Men når venner og bekendte spørger om, “hvordan det gør med bloggen”, hvad skal jeg så svare? Hvad er succes der? For jeg har ikke samarbejder endnu, de ubetalte af slagsen har jeg sagt nej til, og penge tjener jeg da heller ikke på bloggen. Så spørgsmålet ved jeg aldrig helt hvordan jeg skal svare på, og efter i dag føler jeg mig bare mega træt.
Og hvordan kan jeg overhovedet vide, om jeg er bagud? For i princippet kan jeg ikke sammenligne min rejse med andres, da vi alle har forskellige forudsætninger. Og måske ender jeg med at være foran om et år eller to, netop fordi jeg tog skridt nr 1 i dag.
Jeg forstår ikke helt, hvordan jeg har kunnet bruge 6 timer på at skyde billeder af en æblekompot. Og inden det brugte jeg også tid på research.
Nu skal jeg bruge tid på at lære om videoredigering, om Final Cut Pro, og jeg ved bare, at vejen hen til en semi-dårlig video er lang.
En del af mig har virkelig ikke lyst til at fortsætte. Min video bliver mere buzzfeed-agtig, end den bliver æstetisk og filmisk, men sådan må det være for nu.
Jeg må starte med det grimme, lære min software at kende, og prøve mig frem.
Måske jeg en dag kan sige, at jeg endelig har startet min YouTube kanel. Måske kan jeg en dag lave de æstetisk flotte videoer jeg ønsker, og have lige det gear, som jeg har behov for.
Men for nu vil jeg nøjes med de semi-dårlig optagelser af en forvirret pige, der laver æblekompot.
For en start er en start, og om et års tid vil jeg være bedre end jeg er nu, hvis bare jeg nægter at give op.
Og selvom det ikke føles sådan i dag, selvom det føles trist, og nederen og tomt, så kan det være, at jeg en dag kan kigge tilbage på mine eventyrer, på mit liv og på denne dag og tænke, at jeg måske slet ikke er så bagud som jeg tror.
Og måske måske måske, vil jeg kunne være mere stolt af mit første skridt, end jeg er i dag.
For første skridt er bare nederen, men de er det bedste bevis på, at man har forsøgt.
Og jeg vil kæmpe videre for at producere den semi-dårlige video, fordi det er min semi dårlige video.
Og jeg skylder 13-årige Milena det.
Det gør jeg virkelig.
No Comments