Tanker inden
I går var det første gang, at jeg kastede mig ud i kunsten at lave frangipane. Jeg har længe set rigtig mange andre på Instagram og rundt omkring teste det af, og siden da har jeg virkelig haft mega meget lyst til at prøve det selv, og se om det er så meget anderledes end mazarin.
Frangipane, er modsat en mazarin baseret på mandelmel i stedet for marcipan, hvor marcipan består af både sukker og mandelmel. Derfor var jeg spændt og meget nysgerrig på hvordan smagen ville blive, da jeg egentlig godt kan lide kager der er mindre søde, og smager af andet end bare sukker.
Så jeg havde en forestilling om at frangipane ville smage enten mere anonymt eller mindre sødt.
Selve processen
Denne gang var jeg godt forberedt på det jeg skulle lave, eller i hvert fald mere end jeg plejer. Jeg havde skrevet en opskrift ned på mørdej jeg ville følge, da jeg plejer at gøre det hist og her, og jeg havde en idé om hvilkee ingredienser og mål jeg skulle bruge. Så derfor var jeg mere forberedt, og det virkede mindre kaotisk – men nu er tærter lige det nemmere at lave end så mange andre kager.
Det gik helt fint med at lave mørdej – jeg synes dog, at den hurtigt blev blød denne gang, hvilket gjorde den lidt sværere at arbejde med. De nye tærteforme jeg har købt, ved jeg desuden ikke helt, hvordan man arbejder optimalt med, da jeg ikke helt ved hvordan jeg får dem over i køleskabet, uden at ødelægge dem.
Så det skal jeg have researchet næste gang.
Selve det at lave frangipane var heller ikke så svært. Dagen inden smuttede jeg de mandler jeg skulle bruge, ca. 115 gram, og lod dem tørre til dagen efter.
Da jeg skulle lave mandelmelet synes jeg det fungerede bedst, at komme det i foodprocessoren med lidt sukker til, så det ikke blev til nøddesmør. Min mandelmel blev en smule grovere, men det synes jeg faktisk bare gjorde, at det hele smagte lækkert.
Smagskombinationer
Da jeg skulle cykle over til Maria med tærterne, valgte jeg at lave portionsanrettede tærter. På den måde kunne jeg også teste flere forskellige smagskombinationer ud, hvilket altid er en fordel for en, der elsker at lege med smage, som jeg nu gør.
De kombinationer jeg endte med, så ud som følger
- Pære + hvid chokolade
- Pære + mørk chokolade (51,5%) + hakkede kokosflager
- Ribs + hvid chokolade
- Skovbær + hvid chokolade
- Skovbær + hakkede kokosflager + hvid chokolade
Pærer:
Pærer har jeg set mange bruge efterhånden, og det har været lidt forskelligt om folk pocherede dem eller ej. Jeg havde en sjov idé om at jeg ville porchere pærerne i noget hyldeblomstsirup, men jeg var meget i tvivl om, om det ville smage igennem.
Men det skulle prøves. Da tærterne var kommet lige ud af ovnen, og mami og jeg smagte dem der, synes jeg ikke det smagte mega meget igennem.
Senere da jeg spiste tærterne sammen med Lauge og Maria, lagde Lauge dog mærke til, at han synes tærterne smagte lidt af hyldeblomst, hvilket gjorde mig vildt glad – så dette eksperiment var en succes. Det smager ikke vildt meget igennem af hyldeblomst, men giver kagerne en lækker kant.
Pærer og chokolade
Pære og hvid chokolade
Pære smager virkelig dejligt i tærter, men jeg skulle måske have brugt tykkere stykker, så man faktisk kunne smage dem. Det er en hårfin balance med at bruge for meget og for lidt pære, men næste gang vil jeg gerne have flere pærestykker i – det med hvid chokolade fungerede godt.
Pære og mørk chokolade + kokos
Denne her version smagte udødeligt godt. Det eneste lille minus er, at jeg synes at mørk chokolade overdøver smagen af pære, hvilket er ærgerligt. Smagen er jo ret god, men hvis der er pærer i, burde det nok smage mere af pære, men det er hvad det er – kombinationen med mørk chokolade og kokos var også ret så genial – den havde lidt tropiske Bounty vibes – Maria og Lauge kommenterede at det mindede om kokosflødeboller
Bær + chokolade
I de tærter der kom ribs i, synes jeg ikke, at der var nok ribs i – men disse ribs var også utroligt lækre og hjemmeplukkede, så ikke så syrlige som de kunne have været.
At bruge frossen skovbærblanding var lidt en fail. Jeg synes virkelig ikke, at de der skovblandinger man kan købe i butikkerne smager af noget som helst.
Den ene bid jeg fik med lidt syre i, kunne jeg dog virkelig godt lide.
Når jeg skal lave det her igen, vil jeg gerne prøve at bruge friske hindbær. Det tror jeg kunne være vildt lækkert, og så måske med kokos i mine frangipane igen.
Frangipane vs Mazarin: Konklusion
Da jeg først smagte tærterne, synes jeg, at de var langt mindre søde, end hvad jeg var vant til. Hvor meget sukker jeg teknisk set kom i opskriften er mig en gåde, da min mors køkkenvægt ikke vil samarbejde, men det smagte mere af nødder, og andet end bare sødme modsat mazarin – selvom det også er virkelig lækkert.
Frangipane fungerer både godt med søde ting som pærer, men jeg ser virkelig meget frem til at prøve at eksperimentere med nogle syrlige bær, eller en frisk citroncurd ovenpå.
Alt i alt, er jeg mega glad for at jeg vil lavet nogle søde tærter til Maria, og at det var noget hun kunne lide. Hvis man kan få hende til at elske frugt i kager, er det altid en bonus.
Så ja, det er noget jeg gerne vil lave igen.
No Comments