Aftensmad/ Frokost/ Opskrifter/ Vegetar

Vegetarisk æggekage med kartofler og hytteost

For mig er æggekage en vaske ægte hverdagsklassiker. Den er især er perfekt på de dage hvor grøntsagsskuffen skal tømmes og madpakken skal laves. Denne opskrift er desuden vegetarisk og med hytteost, hvilket gør sund og saftig. Rund det hele af med rugbrød, salat og lidt syrlig creme fraiche og du er good to go!

Prøv også: Rødkålssalat med æbler, feta og karryristede solsikkekerner

Reklame: Stegepanden fra Le Creuset er modtaget i gave

vegetarisk æggekage med hytteost og kartofler

Vegetarisk æggekage med kartofler og andet grønt

Æggekage er for mig den perfekte hverdagsret.

Det er en ret man hurtigt kan smække sammen, da jeg næsten altid har æg og lidt grøntsager på lager. Dette betyder også, at opskriften ændrer sig lidt fra gang til gang, da man kan freestyle lidt som man vil, alt efter hvad køleskabet byder på.

Det kan godt lyde lidt mærkeligt, når jeg her angiver en opskrift, men for at være helt ærlig har jeg efterhånden lavet æggekage så tit, at jeg altid tager den på øjemål.

Noget jeg dog holder meget af at putte i er kogte kartofler og lidt fetaost, men grøntsagerne kan man udskifte som man vil.

vegetarisk æggekage med hytteost og kartofler

Sund æggekage med hytteost – uden mælk og fløde

Så vidt jeg kan se laves den klassiske æggekage tit med bacon og fløde.

Denne æggekage er dog vegetarisk og så er den lavet med hytteost. Hytteost er helt genialt i æggekage hvis du spørger mig. Den gør nemlig æggemassen rigtig luftig og så får æggekagen et større proteinindhold, hvilket gør maven glad og mæt.

Denne æggekage er derfor et godt bud på en billig, nem og sund aftensmad eller madpakke.

Hvad kan man spise til æggekage?

Æggekage smager bedst, når man lige server lidt mere til.

På en dag hvor køleskabet ikke byder på meget, vil jeg anbefale at spise det med ketchup og rugbrød.

Men har man lidt mere at arbejde med kan jeg rigtig godt lide at servere en god salat til, lidt creme fraiche og så meget gerne frisk purløg på toppen.

Og hvis du nu sidder med gode tips eller smagskombinationer selv, så hører jeg gerne fra dig i kommentarfeltet.

vegetarisk æggekage med hytteost og kartofler

Ovnbagt æggekage | i stegepande eller tærtefad

Der findes forskellige fremgangs- og tilberedningsmetoder, når det kommer til æggekage.

Jeg synes, at æggekagen bliver bedst hvis man bager den i ovnen, da den lige får en sprødere top. De fleste æggekager laves derfor i en stegepande, der kan tåle at komme i ovnen.

Måske sidder du nu og tænker “jeg har ikke en stegepande der kan gå i ovnen” -and I feel you!

Det har jeg heller ikke altid haft, men derfor kan du sagtens lave æggekage alligevel. Før jeg fik en stegepande der kunne tåle at komme i ovnen gjorde jeg følgende:

Tilberedning af æggekage i tærteform

  • Først steger du de ingredienser der skal steges på en pande.
  • Dernæst hældes de over i et tærtefad, gerne non-stick.
  • Når alle ingredienser er i tærtefadet, laves æggemassen og hældes over. Rør kort med en gaffel så æggemassen dækker de resterende ingredienser og bag den færdig i ovnen.
  • Voila – lidt ekstra steps, men alle kan være med 😉
vegetarisk æggekage med hytteost og kartofler

Vegetarisk æggekage med kartofler og hytteost

Æggekage en genial hverdagsklassiker, der både kan bruges i madpakken eller til aftensmad. Denne opskrift er desuden vegetarisk og med hytteost, hvilket gør sund og saftig. Opskriften rækker til 3-4 personer, alt efter hvad man spiser den til. Rund derfor gerne måltiddet af med rugbrød, en salat og lidt syrlig creme fraiche og du er good to go!
Forb. tid15 min
Tilb. tid20 min
Ret: Aftensmad
Køkken: Vegetarisk
Keyword: hurtig aftensmad, vegetarisk, æggekage
Antal: 4 personer
Forfatter: Milena Stijović

Ingredienser

  • olivenolie
  • 300 g kogte kartofler
  • 2 tomater
  • 1 håndfuld spidskål
  • 2 stængler forårsløg
  • 10 oliven
  • 6 æg
  • 175 g hytteost
  • 50-100 g feta
  • salt og peber
  • evt. frisk basilikum eller andre krydderurter

Tilbehør

  • purløg
  • rugbrød
  • salat
  • creme fraiche

Sådan gør du

  • Forvarm ovnen til 200°
  • Snit og skær kogte kartofler, tomater, spidskål, forårsløg og oliven i mindre stykker og steg det af på panden til grøntsagerne falder lidt sammen.
  • Pisk æg og hytteost sammen til en æggemasse og kom salt, peber og frisk basilikum i, eller hvad end du lyster. Tilsæt til sidst lidt smuldret feta og rør kort rundt så du stadig beholder større stykker feta i æggemassen.
  • Fordel æggemassen ovenpå grøntsagerne. Brug evt. en ske og fordel massen, så den dækker hele bunden af panden.
  • Lad æggekagen stege videre i 5 minutter ved medium varme og kom derefter din stegepande med æggekagen i en forvarmet ovn i 10-15 minutter, til massen har sat sig og har fået lidt farve på toppen.
  • Top æggekagen med purløg og server den med (ristet) rugbrød og evt. en grøn salat – måske også lidt ketchup, why not?

Noter

Denne æggekage er lavet i en stegepande, der kan komme i ovnen. Hvis ikke du har sådan en, kan du sagtens lave æggekagen i en tærteform – yderligere instrukser finder du længere oppe i blogindlægget 🙂 

Alle billeder, opskrifter og content på hjemmesiden er originalt content, der er skabt af og tilhører mig, medmindre andet er angivet. Pin løs og del mere end gerne indlægget/opskriften med dine bekendte, venner eller hund men husk på at alt på bloggen er beskyttet af ophavsretten og intet af det må bruges uden tilladelse. Af god skik, så link til bloggen og tag mig på Instagram, hvis du bruger noget herfra som inspiration. Hvis du passivt aggressivt vælger at se bort fra dette, sender jeg nok en regning din vej. Men lad os helst forblive venner.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

Opskrift Vurdering