Denne broccolisalat med æble, bulgur og rødløg smager fantastisk både som måltidssalat eller som tilbehør til fiskefrikadeller eller veggiedeller. Det, der udgør prikken over i’et er den lækre sennepsdressing med honning, der får salaten til at smage lækkert og frisk, selv flere dage efter. Pak den ned i bøtter, og du har dig et bud på en lækker, meal-prep venlig salat.
Broccolisalat med honning/sennepsdressing
Jeg har været rigtig god til at dele opskrifter på morgenmad her på bloggen. Morgenmad, især en sød en af slagsen smager jo bare dejligt, og så er det sjovt at style. Især for sådan en som mig, der kan lide at få alt til at ligne eller smage som kage.
Men frokost og aftensmadskategorien har jeg været ret god til at forsømme her på bloggen. Måske fordi jeg bare har været så træt efter at have stået med et kamera i hånden og brugt timer på at skyde billeder af morgenmaden.
Og måske fordi jeg bare er doven og elsker æg og rugbrød.
Men nu skulle der nye boller i suppen, og derfor har jeg tryllet en ny salat frem til salatkategorien!
Nemlig en virkelig virkelig lækker broccolisalat med bulgur, æbler og den lækreste honning/sennepsdressing.
Døende broccoli bliver til lækker broccolisalat
Jeg havde købt mig en broccoli i virkelig god tro, hvor jeg tænkte, at jeg nok skulle få den spist til frokost. Som dagene gik glemte jeg den lille sag i køleskabet, og kom i tanke om den et par dage senere, helt i tvivl om hvad jeg skulle stille op med den.
Så i stedet for at fokusere på morgenmaden, valgte jeg at tage mig sammen og trylle en salat frem med det madlageret lige bød på.
Bulgur, æble, rødløg, broccoli.
Bulguren koges, æblerne skæres i stykker, rødløget snittes og broccolien får en tur i foodprocessoren, hvor selv stokken kan bruges. På den måde får man en broccolisalat eller broccolislaw, der står færdig på ingen tid.
Hvis du står og tænker at ingredienserne ikke lyder ikke så spændende i sig selv, så vent lidt! Der hvor magien sker mine damer og herrer, er dressingen.
Honning/senneps dressing som prikken over i’et
Enhver salatspiser ved nemlig at der tit og ofte (hvis ikke altid) skal en dressing til, for at man kan gnaske sig igennem en stak grøntsager uden at hade sit liv og føle man er på en lang kur. Jeg ved ikke hvorfor, men dressinger har bare evnen til at trylle alt om til et velsmagende måltid, der mætter alle sanser.
Og en af mine yndlingsdressinger er honning/sennepsdressingen.
Den er sød, den er cremet og den er dejlig.
Hvilket gør mig glad.
Jeg elsker simpelthen en god dressing, især honning/sennepsdressing, eller bare sennepsdressing med honning. Der er bare et eller andet over kombinationen med sennep og honning, især i salater og ovenpå laks!
Dog er der rigtig mange måder at lave en sennepsdressing på, og forholdene mellem de forskellige ingredienser varierer også fra tid til anden. Selv min mor og jeg har hver vores måde at lave den på.
Derfor er der heller ingen garanti for, at mit blandingsforhold vil være dit yndlings. Men igen, jeg har det sådan lidt, at med dressinger kan man altid prøve sig frem.
En sjat olie mere. Lidt mere honning. Røre rundt.
Tilpasse lidt hist og her.
På den måde bliver madlavningen sjovere, ens dressing bliver personaliseret til at smage lige som man vil have den, og ens salat bliver bare mega fråd.
Salat der kan mealpreppes
Denne opskrift svarer til en stor omgang salat. Jeg vil sige, at der nok er til 4-5 personer på en god aften. Personligt spiste min mor og jeg den sammen med fiskefrikadeller de første to dage, og så havde jeg en rest på sidstedagen, hvor den fungerede helt fint som måltidssalat med cherrytomater ved siden af.
Derfor kan man roligt halvere opskriften, eller bruge den til meal prep, så der kommer lidt mere struktur i hverdagen og man kan få overskud til andre ting i livet. Hvis man kommer salaten i bøtter og har dressing klar til alle dagene, kan man hælde den over, når man er klar til at spise salat og bum.
Lækker frokost på ingen tid!
Lad mig høre, hvad du synes om opskriften…
Grunden til at jeg skribler alle disse ord ned, er for at inspirere dig! Så hvis du gør brug af opskriften, vil jeg mere end gerne høre hvad du synes og se dine resultater! Tag mig på Instagram via @simplestoriesdk eller brug hashtagget #simplestoriesdk, så jeg ikke går glip af din version!
Det er altid mere spændende at blogge, når man ikke er alene. Som altid, siger jeg tak til dig for at læse med!
Er du mere til quinoa end bulgur? Så prøv denne salat med quinoa, kikærter og tomater! Og mangler du noget at servere salaten med? Så spis den med fiskefrikadeller eller disse lækre veggiedeller med quinoa og kartofler.
Broccolisalat med honning/sennepsdressing - mealprep venlig salat
Denne broccolisalat med æble, bulgur og rødløg smager fantastisk både som måltidssalat eller som tilbehør til fiskefrikadeller eller veggiedeller. Det, der udgør prikken over i'et er den lækre sennepsdressing med honning, der får salaten til at smage lækkert og frisk, selv flere dage efter. Pak den ned i bøtter, og du har dig et bud på en lækker, meal-prep venlig salat. NB: Dette er virkelig en stor salat, så lav gerne en halv portion, hvis du ikke vil spise den i flere dage.
Ingredients
- Salat
- 1 broccoli
- ca. 1,5 dl ukogt bulgur
- 2-3 æbler (kommer an på størrelsen af dem)
- 1 rødløg
- Dressing - Lav gerne en dobbeltportion
- 2 spsk dijon-sennep
- 4 tsk honning
- 2 tsk olivenolie
- 2 spsk æblecidereddike (eller citron)
- evt. lidt salt
- Topping
- En god håndfuld mandler
Instructions
Hæld bulgur i en gryde i ca. 4-5 dl vand og lad det koge i ca. 20-30 minutter eller efter anvisningen på pakken. Dræn bulguren når den er færdigkogt og lad den køle en smule af.
Skær æblet i mindre stykker og snit rødløget.
Del broccolien op i buketter, og skær de største buketter i mindre stykker, så de kan være i din foodprocessor. Fjern de tørre dele af stokken, men skær også den i mindre stykker, da den godt kan bruges i salaten. Brug den flade snitteskive til buketterne, og brug rivejernsskiven til stokken. Alternativt kan du bruge et rivegern, eller snitte broccolien fint med en kniv.
Kom mandlerne på en pande og rist dem kort, mens bulguren stadig koger.
Bland bulgur, æble, rødløg og broccoli i en står skål.
Nu laver du dressingen. Kom alle ingredienserne til dressingen i en lille skål og rør godt rundt. Smag til og hæld den ønskede mængde over din salat når den skal spises.
Top salaten med mandler og nyd den som en måltildssalat eller som tilbehør.
Notes
Opskriften svarer til en stor salat og kan derfor sagtens bruges som måltidssalat. Derfor kan man roligt halvere den, hvis man synes, at mængderne virker voldsomme. Den mængde dressing jeg lavede svarede til ca. halvdelen af salaten, så gang gerne op, hvis det hele skal spises samme dag.
Alle billeder, opskrifter og content på Simple Stories er originalt content, der er skabt af og tilhører mig, medmindre andet er angivet. Pin løs og del mere end gerne indlægget/opskriften med dine bekendte, venner, hund og noget fjerde men husk på at alt på bloggen er beskyttet af ophavsretten, og intet af det må bruges uden tilladelse. Af god skik, så link til bloggen og tag mig på Instagram, hvis du bruger noget herfra som inspiration. Hvis du passivt aggressivt vælger at se bort fra dette, sender jeg nok en regning din vej. Men lad os helst forblive venner.
1 Comment
Serbisk bagt æblekage | nem og billig æblekage bagt i ovn - chokomils
oktober 21, 2022 at 07:59[…] Jeg elsker virkelig æbler og eftersom min mor har to æbletræer i haven, prøver vi altid at finde lækre måder at bruge dem på. Bl.a. har vi indtil videre lavet æblekompot, æblepandekager og salater med æble. […]