Lidt om blogger-burnout

Når en uges pause bliver til 3 måneder… 

Hvis du sidder og læser med her, betyder det, at jeg endelig har fodret bloggen med lidt krudt og har taget mig sammen til at skrive et indlæg. Hvis jeg vel og mærket har valgt at udgive indlægget. Det er i hvert fald blevet skrevet om et par gange eller ti, og jeg er nok stadig i tvivl om hvorvidt det skal ud. 

Men… Efter et par privatbeskeder på Instagram og spørgsmål til min mailadresse (det troede jeg vitterligt man skulle være større blogger for at modtage), tænkte jeg, at jeg ville dele lidt om baggrunden for min stilhed og få nogle af mine tanker ned på skrift. 

Pausen skyldes hverken graviditet, forlovelse, hovedgevindst i lotto, dødelig sygdom (igen, tusind tak til dem, der tog sig tid til at spørge om jeg er okay – det er jeg!) eller noget vildt banebrydende – det er jeg alt for almindelig (og ikke voksen-voksen nok) til. 

Jeg tog mig ganske enkelt en tiltrængt pause. 

Selvfølgelig er livet uforudsigeligt og en pause kan skyldes mange ting, men det, det skal handle om i dag, er det man kalder for blogger-burnout.

For selvom det kan være sjovt at dele ting på internettet, så er det virkelig også krævende, som i mentalt krævende. Det er som om at ingen kommer med en guide til hvordan man skal tackle de dage, hvor man føler sig helt håbløs, fortabt og tænker at alt alle andre laver er bedre end det du selv laver.

De dage, hvor man er lidt for konkurrence-minded, lidt for ambitiøs og lidt for misundelig på andres resultater og arbejde. 

Det er faktisk pisse uinspirerende, og man har lidt lyst til at slette sin blog, grave sig ned under dynen og bruge resten af sit liv på at se Netflix, og forestille sig hvordan man kommer til at tilbringe resten af sit liv på at samle skrald og spise 2 plader chokolade om dagen. 

Okay, lidt af en overdrivelse, men seriøst, ingen fortæller om de nederen perioder der følger med, så nu vil jeg, så poetisk som muligt, prøve at sætte lidt ord på det. 

Så bryg dig en kop kaffe eller lav dig en god kop te og læn dig tilbage.

Især hvis du selv er blogger. Måske vi har det på samme måde. 

Lidt om at være et kreativt menneske  

At være kreativ har altid været noget, der har fyldt meget i mit liv – især den del af kreativitet, der handler om at skabe. Det har altid, og vil altid fungere som mit frirum. Det er det, der ganske enkelt giver mig en mulighed for at trække vejret og slappe af.  

Nogle gange giver det mig muligheden for at slå hjernen fra og lytte til musik eller podcasts imens, og andre gange er jeg så fokuseret på at lære og udvikle mine evner, at det optager min fulde opmærksomhed, og jeg glemmer tid og sted, og til tider også sult. 

Er man selv kreativ eller har en kreativ hobby, kan man måske godt nikke genkendende til den lidt altomslugende følelse. 

Af den grund har det kreative aldrig rigtig føltes som et aktivt valg. 

Det har nærmere været en nødvendighed for at fungere og ikke brænde ud, når livet pressede på eller blev kedeligt. 

Derfor har jeg altid kastet mig ud i forskellige former for kreative projekter, især de farverige af slagsen, og forsøgt at finde det, der kaldte på mig og var min hovedhobby. Så jeg kastede mig ud i den ene hobby efter den anden. Jeg skrev tekster og romaner, jeg tegnede, jeg trænede, jeg kastede mig hårdt og ambitiøst ud i den verden der omhandlede neglelak og nail art – for det var nemmere og mere overskueligt at tegne på mindre lærreder. 

Derefter prøvede jeg at lege med vandfarver, jeg hev en veninde med til et lerkursus, jeg begyndte at lave mere mad, flere farverige kager og jeg begyndte at fotografere og lære mere og mere om billedredigering.

Jeg skabte grimme ting og pæne ting, men vigtigst af alt var, at jeg skabte noget, uanset resultatet.

Igen, det at være kreativ var aldrig et valg, og blev mine kreationer pæne, var det mere en bonus, end et must. 

For på et eller andet tidspunkt, efter nok gange, skulle det nok komme til at ligne noget. Ellers var plan b at forære det til mor.

Det virker altid.  

Og hvor kommer Instagram ind i billedet?

Da jeg for aller første gang oprettede en Instagram i 2014 til mit nail art, var det fordi jeg ikke ville forstyrre mine venner på min personlige profil – og fordi mine drengevenner kommenterede på, at det efterhånden var træls, at få neglelak i deres feed gang på gang – hvorfor de ikke bare unfollowede mig, er et spørgsmål vi kan snakke om en anden gang. 

Min pointe er, at Instagram ofte starter ud med at være en ting, der bare bliver brugt til sjov og ballade. Når Instagram er bedst, er det virkelig godt. Man kan lade sig inspirere af smukke kreationer og smukke mennesker, og kommunikere ud til andre, mødes med andre, og dele sin hobby og få lidt anerkendelse og respons igen. 

Man kan få nye venskaber, venskaber man ellers ikke ville have fået, hvis ikke man havde haft sin profil. Der bliver skabt fællesskaber, som jeg det meste af tiden elsker at være en del af. 

Der er så mange gode ting ved Instagram. 

Men hvis man som mig begynder at gå op i sin profils vækst, går fra at gøre sig hobbyblogger tanker til mere kommercielle tanker, kan det sjove til tider godt blive glemt til fordel for andre knap så fede tanker.

I takt med, at jeg begyndte at gå mere og mere op i min profil og dens vækst jeg blev mere og mere eksponeret for andres kreationer, andres mad, andres kager, andres samarbejdspartnere og andres resultater.

Jeg begyndte at bruge mere og mere tid på Instagram, men på en måde, som jeg var knap så glad for. 

Jeg begyndte pludselig at få et anderledes syn på mit eget content og mit eget feed.

Personligt lagde jeg mærke til det, da jeg langsomt gik fra at beundre andres arbejde, og samtidig respektere mit eget, til at sammenligne mit eget arbejde med andres, og lukke op for den gnavende følelse af utilstrækkelighed. 

I stedet for bare at poste alt det jeg egentlig havde lyst til, begyndte jeg pludselig at føle mig forpligtet til at køre i et bestemt tema, gøre bestemte ting, skrive på et bestemt sprog eller kun poste madbilleder, selvom det måske ikke var min intention til at starte med.

Jeg begyndte at tænke nærmere over hvilke billeder der skulle deles, fordi de, sammenlignet med andre større profilers indhold, blegnede i forhold deres. Oveni det, holder sammenligningsmonstret også øje med hvilke brands alle ens blogvenner og blogkonkurrenter samarbejder med. 

Konkurrence og jalousi eksisterer skam også i den online verden og er grimme ting, der påvirker ens syn på en selv, selvom det i virkeligheden, i hvert fald i blogverden, nok nærmere er et tegn på, at man faktisk bare ser op til en anden person/blogger/instagrammer og beundrer deres arbejde.

Faktisk kan det bruges på en vildt konstruktiv måde, hvis man bruger det til at reflektere over, hvor man gerne vil hen, og bruge det som et pejlemærke på, hvad man skal arbejde imod. 

Men ukontrolleret kan det ende med at køre en ud af sporet. 

Så når likes, brandsamarbejder og statistikker går hen og bliver succesparametre, og man konstant måler sig med andre, brænder man til sidst ud. 

Det gik op for mig, at noget så fjollet som Instagram fik mig til at føle, at mine kreationer var små. utilstrækkelige. ligegyldige. 

Hvilket så fik mig til at føle mig lille, utilstrækkelig og ligegyldig.

Som nævnt før, er kreativitet en nødvendighed for mig. Så når min kreativitet og min udfoldelse går hen, og vender sig imod mig, eller jeg vender mig imod den, er det som om der bliver lukket for ilttilførslen.

Og jeg nåede til et punkt, hvor jeg ikke gad mere Instagram og faktisk flød rundt i et burnout som jeg og min toodler-brain var forskyldt i. 

Så jeg tog mig en pause. 

Slettede Instagram.

Trak vejret.