Morgenmad/ Opskrifter/ Pandekager og Vafler

Æblepandekager | sunde pandekager med æble og kanel

Disse æblepandekager med kanel emmer af efterår og smager fantastisk. Ved at tilsætte æblegrød eller æblekompot i pandekagerne, får man super lækre og svampede pandekager, der ville forskønne ethvert brunchbord. Kanelen fungerer lige som prikken over i’et og gør disse lækre basser til et perfekt bud på en lækker omgang efterårsmorgenmad. 

æblepandekager pandekager med æbler

“I notice that Autumn is more the season of the soul than of nature”

–  Friedrich Nietzsche

Mig i skrivende stund…

I skrivende stund er klokken lidt over ni, mørket er for længst faldet på og jeg har lige været i bad. Min skål, som for to minutter siden var fyldt med A38, honning, müsli og ét æble fra mors have er nu tomt og står lige så fint ved siden af min computer, mens jeg taster løs.

For ligesom min sene omgang aftensmad efter fitten nu er et overstået kapitel, ligesådan må jeg snart vinke farvel til æblesæsonen og de dejlige dage hvor min mor lige kom forbi, bare for at aflevere en pose med æbler fra haven.

Som jeg nævnte i mit tidligere blogindlæg, der omhandlede æblegrød, er det et år siden at min mor flyttede til Odense. Derfor markerer oktober måned alligevel en speciel begivenhed for mig, da det også er første gang jeg har prøvet at kunne plukke æbler fra min mors have.

Æbler som kun tilhører os.

Og til mit repertoire af efterårsminder kan jeg nu tilføje mig siddende ved min mors spisebord, der kigger ud af vinduet og beundrer synet af solsorte, der nysgerrigt hakker lidt til nyfaldne æbler i regnvåd græs.

Og mig, der i en af dagene i efterårsferien stormer ud af huset for at samle de sidste æbler sammen, inden fuglene spiser dem alle sammen – bare for at eksperimentere lidt med endnu flere æbleopskrifter.

Og i 2019 kan jeg tilføje æblepandekager som en af årets vellykkede æbleprojekter.

pandekager med æbler
pandekager med æbler

Sundere æblepandekager med æblemos

Jeg har flere gange på bloggen nævnt, at hvis ikke jeg ved hvad jeg skal stille op med æbler, eller hvis mine æbler er ved at blive lidt bløde og kedelige, så er der to ting jeg laver – hjemmelavet æblegrød eller hjemmelavet æblekompot.

Denne tradition har min mor nu også taget til sig, så da jeg tog hjem til hende i efterårsferien, var der allerede en frisk omgang æblegrød klar i køleskabet.

Og det er ret genialt at have stående, når man får lyst til at lave smækre, lækre, nemme og sunde æblepandekager.

Efterårspandekager med æble med kanel

Disse pandekager er virkelig definitionen på ægte efterårspandekager, da de indeholder nogle af de ingredienser jeg elsker at vende tilbage til når det begynder at blive koldere udenfor… nemlig æbler og kanel.

Tilføj lige en regnvejrsdag til cocktailen og mere efterårsagtigt bliver det ikke.

Æblegrøden giver pandekagerne en let sødme og gør dem samtidig vildt svampede og bløde.

Selvom de indeholder knaldsunde ingredienser som havregryn og æble, smager de ikke spor sundt, men derimod bare lækkert! Især hvis bruger din fantsi og er lidt kreativ med din topping.

æblepandekager

Pandekagerne her serverede jeg for min mor sammen med karamelliserede kanelæbletern, lidt hjemmelavet müsli og en klat creme fraiche og nøøøøøj hvor smagte det godt!

Især på en søndag morgen, sidste dag i efterårsferien, hvor vi sammen så gårsdagens episode af Den Store Bagedyst.

Jeg kan ikke love dig, at du kan genskabe en lige så god sønddagsstemning.

Men til gengæld giver jeg dig en knald lækker opskrift på æblepandekager, og håber at du vil lave dem på en rolig søndag eller kedelig tirsdag.

Valget er helt op til dig.

æblepandekager

Hvis du prøver opskriften af…

… Vil jeg meget gerne høre fra dig i kommentarfeltet eller på Instagram. Og apropos Instagram, så skal du være mere end velkommen til at følge med i mit univers på platformen. Der deler jeg mange flere billeder, opskrifter, behind-the-scenes, stories og meget mere hygge.

Hvis du kunne lide disse æblepandekager, kan du måske lide…

bedste bananpandekager
Chiagrød med æblekompot
sund crumble

Æblepandekager | sunde pandekager med æbler

1 Star2 Stars3 Stars4 Stars5 Stars (13 votes, average: 4,85 out of 5)
Loading...
Morgenmad, Pandekager
By Milena Stijović Serves: 16 pandekager

Disse æblepandekager med kanel emmer af efterår og smager fantastisk. Ved at tilsætte æblegrød eller æblekompot i pandekagerne, får man super lækre og svampede pandekager, der ville forskønne ethvert brunchbord. Kanelen fungerer lige som prikken over i'et og gør disse lækre basser til et perfekt bud på en lækker omgang efterårsmorgenmad. 

Ingredients

  • 1 dl mel (jeg brugte 0,7 dl hvedemel og 0,3 del ølandshvede)
  • 1 dl havregryn
  • 125 g æblegrød eller æblekompot
  • 2 æg
  • 1,5 dl mælk (ko eller havremælk)
  • 1 tsk bagepulver
  • 3 tsk kanel
  • evt. 1/2 tsk nellike
  • evt. knivspids kardemomme
  • evt. 2 spsk kokossukker eller brun farin (hvis dine æbler er sure eller du elsker sødere pandekager)
  • 2-3 spsk smeltet smør (kan undlades, men er nu lækkert)
  • Smør eller olie til stegning

Instructions

1

Kom alle ingredienserne i en blender eller blend det med en stavblender. Alternativt kan du røre alle ingredienserne sammen i en skål og røre godt rundt med et piskeris.

2

Varm en pande godt op, og skru derefter ned for varmen. Kom evt. lidt fedtstof på, medmindre du bruger en non-stick pande, så kan du godt undvære.

3

Start med at lave en testpandekage eller to. Lav små pandekager af ca. 1,5 spsk dej, og vend dem med en paletkniv når de begynder at få bobler. Når du er tilfreds med pandekagerne, steger du dem alle sammen.

4

Server straks med en lækker omgang topping.

Notes

Pandekagerne kan sagtens fryses.

Alle billeder, opskrifter og content på Simple Stories er originalt content, der er skabt af og tilhører mig, medmindre andet er angivet. Pin løs og del mere end gerne indlægget/opskriften med dine bekendte, venner, hund og noget fjerende men husk på at alt på bloggen er beskyttet af ophavsretten, og intet af det må bruges uden tilladelse. Af god skik, så link til bloggen og tag mig på Instagram, hvis du bruger noget herfra som inspiration. Hvis du passivt aggressivt vælger at se bort fra dette, sender jeg nok en regning din vej. Men lad os helst forblive venner. 

You Might Also Like

3 Comments

  • Reply
    Sandie
    september 21, 2020 at 09:43

    De er seriøst mega lækre, smagsfulde og luftige! Jeg er normalt ikke til frugt i hverken mad eller bagværk, men de her er bare gode Fortryder ikke at jeg lavede dobbelt portion

    • Reply
      Milena Stijović
      september 21, 2020 at 10:29

      Tusind tak Sandie – hvor er jeg glad for at opskriften kunne bruges 😀
      Og det lyder bestemt ikke dårligt med en dobbelt portion!

  • Reply
    Serbisk bagt æblekage | nem og billig æblekage bagt i ovn - chokomils
    oktober 21, 2022 at 07:58

    […] vi altid at finde lækre måder at bruge dem på. Bl.a. har vi indtil videre lavet æblekompot, æblepandekager og salater med […]

  • Leave a Reply