Bloggens allerførste opskrift var disse portobellosvampe, som jeg besluttede mig for at tage billeder af. Jeg husker, hvordan jeg købte det populære marmorfolie, designede mit eget bord, og skød en masse billeder. Mange af mine opskrifter fra mit første år blev slettet ved et uheld, men jeg husker dog stadig dette indlæg tydeligt… . Forhåbentligt er der sket lidt ændringer ift billeder og kvalitet, når jeg en dag selv skal se tilbage på min lille bloggerrejse. Eller når en nysgerrig følger eller to ønsker at stalke og kigge tilbage på, hvilke indlæg der var mine første. Nu vil jeg ikke forstyrre jer mere og lade jer om at læse opskriften 🙂 Tak for at følge med.
Det er tit at jeg får købt portobellosvampe med den intention om at gøre min aftensmad lidt mere spændende, men når jeg endelig når til at skulle få dem brugt, ved jeg ikke hvad jeg skal stille op med dem. Jeg har før prøvet at bruge dem som kalorielette burgerbrød, hvor hele min tallerken endte med at svømme i svampesaft.
Derfor tænkte jeg, at jeg nu skulle prøve at finde på en ny ret med portobellosvampe, men de havde efterhånden stået længe i køleskabet og jeg havde samtidig brug for en ret, jeg hurtig kunne få lavet. Efter at have læst lidt omkring hvordan jeg skulle tilberede disse svampe, uden at få dem til at flyde med væske, opstod denne ret.
Fyldte portobellosvampe med majs, bønner og hytteost. Retten er ret simpel at lave og i princippet kan svampene fyldes med lige præcis det du har i køleskabet – mit skulle tømmes, så svampene fik meksikansk-inspireret fyld. I mit tilfælde var der lidt for meget fyld, da mine svampe var små – jeg kom resten af fyldet i ovnen alligevel og spiste til, så prøv dig frem!
Til mine svampe spiste jeg lækre oliven, samt feldsalat og tomat til, men enhver salat ville nok passe til disse. Så har du brug for en hurtig, vegetarisk hverdagsret, så kast dig ud i denne!
Fyldte Portobellosvampe - med bønner, majs og hytteost
Fyldte vegetariske portobellosvampe, der kan laves på under en halv time! Simpel og lækker hverdagsret.
Ingredients
- 2 portobellosvampe
- ½ dl hytteost
- ½ dl majs
- ½ dl bønner
- 3 spsk tomatsovs
- ost til topping (valgfrit)
- chili
- salt
- peber
- spidskommen
Instructions
Varm ovnen op til 200 grader
Vask portobellosvampene og smør dem evt ind i en lille smule olie. Kom dem på en bageplade og sæt dem ind i ovnen i 10 minutter. Bland imellemtiden alle ingredienserne sammen til fyldet.
Tag dem ud igen og fyld dine svampe med det ønskede fyld. Giv dem 2-5 minutter i ovnen og hold øje med at dine svampe ikke bliver for flade og våde. Tag dem gerne ud lige så snart osten er smeltet.
Lad dem køle en lille smule af og server straks.
No Comments