Hjemmelavede popcorn fungerer super fint som en lækker og endda liiiiiidt sundere snack! Popcorn er hverken komplicerede at lave eller kræver meget tid, og laver man dem fra bunden, kan man få dem til at smage lige som man vil have dem!
Et lille popcornseventyr
Først og fremmest bliver jeg nok nødt til at starte dette indlæg med at sige tak til min lillebror. Uden ham havde jeg nok ikke kastet mig ud i kunsten at lave hjemmelavede, eller hjemmepoppede, popcorn.
Faktisk ved jeg ikke helt hvordan vi kom til at snakke om det. Nok over en omgang Netflix, for popcorn og film går tit hånd i hånd. Og den ene kommentar førte til den anden, og inden jeg vidste af det, havde vi handlet majskorn ind og lavet vores egne popcorn.
Efter den, for mig, revolutionerende nyhed, begyndte mit lille popcornseventyr, hvor salt og sødt og krydret skulle afprøves. Det har ikke altid været en rejse, der gik lige ud af landevejen… en gang eller to glemte jeg at tjekke til gryden, og trust me, brændte popcorn er ikke en fest.
Især ikke når man brænder dem på i mors gryde.
Så ja, jeg har været lidt igennem, hostet mig igennem brændt popcornrøg, smagt mig igennem forskellige smagsvarianter, og som den kæmpe kriger jeg er, fundet frem til det der fungerede for mig.
Hvad man ikke går igennem som madblogger og professionel snacker.
Så forhåbenligt at du lære lidt af mig og undgå brændte gryder og stå tilbage med et perfekt, lækkert og filmværdigt resultat.
Krydrede popcorn med gærflager og cayannepeber
Vi kender vel alle sammen biografpopcornene. Dem der smager og knaser, og før man ved af det, er ens bøtte tom.
Nu kan du få lige så lækre popcorn derhjemme, bare uden alle mulige ting og sager i.
I denne udgave har jeg brugt cayennepeber, hampefrø og gærflager, for at få en lækker krydret og let osteagtig smag, der er lige til at dø for! Jeg er i hvert fald besat! Så hvis du kun har prøvet popcorn der smager af salt, så er du in for a treat my friend!
Derfor er denne opskrift også meget brugervenlig på den måde, at alle kan være med. Er man veganer eller laktoseintolerant, kan man være med da selve opskriften består af ting som kokosolie og gærflager. Og spiser man alt, kan nyde godt af opskriften fordi den bare smager hammer godt og er nem at forholde sig til .
Så lav dig en omgang popcorn, og spis dem til en god serie med et af dine yndlingsmennesker – eller bare dig selv – du bestemmer!
Lad mig høre, hvad du synes om opskriften…
Grunden til at jeg skribler alle disse ord ned, er for at inspirere dig! Så hvis du gør brug af opskriften, vil jeg mere end gerne høre hvad du synes og se dine resultater! Tag mig på Instagram via @simplestoriesdk eller brug hashtagget #simplestoriesdk, så jeg ikke går glip af din version!
Det er altid mere spændende at blogge, når man ikke er alene. Som altid, siger jeg tak til dig for at læse med!
Er du ikke til popcorn? Så kunne nogle cookies måske friste!
Krydrede popcorn med cayennepeber og gærflager (vegansk)
Hjemmelavede popcorn fungerer super fint som en lækker og endda liiiiiidt sundere snack! Popcorn er hverken komplicerede at lave eller kræver meget tid, og laver man dem fra bunden, kan man få dem til at smage lige som man vil have dem!
Ingredients
- Popcorn
- 3 spsk smagsneutral olie (fx kokosolie eller solsikkeolie)
- 1 dl majspopcorn
- 1-2 spsk (plante)smør
- Krydderiblanding (det hele skal ikke nødvendigvis bruges)
- 2 spsk gærflager
- 3/4 spsk hampefrø (kan undlades)
- 1 knivspids cayennepeber (den kan være stærk, så pas på)
- Salt
Instructions
Krydderiblanding
Hæld alle ingredienserne ned i en kaffekværn og kør det rundt, til du har en lækker krydderiblanding.
Popcorn
Hæld olie i en stor gryde og varm det op - husk at majskorn popper og bliver store, så find gerne en stor gryde frem!
Når olien er blevet varm, hældes majskorn ned i gryden og der kommes et låg på. Lige så snart majskornene begynder at poppe, skrues der ned for varmen.
Ryst gryden frem og tilbage engang imellem og lad vær med at forlade gryden! Heller ikke for at tjekke din telefon i 10 minutter eller dø af grin, mens nogen fortæller dig en joke. Det er vigtigt at du får rystet i gryden, så popcornene ikke brænder fast! Er du meget i tvivl, så kan du løfte låget og røre rundt, med lad det helst blive på så længe som muligt.
Når de fleste popcorn er poppede, tages gryden af varmen. Hæld 1-2 spsk smør ned til popcornene, så det smelter, og hæld derefter en ønsket mængde krydderiblanding ned i. Rør godt rundt og smag til.
Server dem lune, og gerne til en god film!
Alle billeder, opskrifter og content på Simple Stories er originalt content, der er skabt af og tilhører mig, medmindre andet er angivet. Pin løs og del mere end gerne indlægget/opskriften med dine bekendte, venner, hund og noget fjerde men husk på at alt på bloggen er beskyttet af ophavsretten, og intet af det må bruges uden tilladelse. Af god skik, så link til bloggen og tag mig på Instagram, hvis du bruger noget herfra som inspiration. Hvis du passivt aggressivt vælger at se bort fra dette, sender jeg nok en regning din vej. Men lad os helst forblive venner.
No Comments