Aftensmad/ Gryderetter og Curry/ Vegansk Aftensmad/ Vegetar

Curry: Linsegryde med peanutbutter og lime

Denne linsegryde er et perfekt bud på en lækker omgang comfort food. I denne version er der tilføjet lidt peanutbutter for en ekstra cremet luksus, samt lime for at pifte retten op. 

linsegryde

“Autumn carries more gold in its pocket than all the other seasons.”

Jeg elsker efteråret, og alt det der hører med. Især fordi det er et tegn på, at vi snart nærmer os jul, at det er tid til at finde de tykke striktrøjer frem, og fordi gåturene bare bliver det smukkere. Og så har jeg en god undskyldning for at smide en masse ting ned i en gryde og kalde det for en opskrift. Smart, ikke?

Men nu kommer det rigtige dilemma… Curry eller linsegryde? Kære barn har mange navne og som opskriftudvikler kan det være en kunst, at skulle navngive en opskrift. For hvad skriver folk i søgefeltet når de googler sig frem til en opskrift? Og tænker folk det samme som jeg?

Jeg har nu derfor inkluderet begge termer i overskriften. Men uanset hvad du vil kalde det, så kan jeg love dig en ting. Denne linsegryde smager hammer godt! Mest af alt klapper jeg i hænderne fordi den slags gryderetter tit efterlader rester.

Og denne linsegryde er ingen undtagelse.

Den perfekte efterårsret

Hvis man følger med på bloggen eller på min Instagram… eller hvis man bare kender mig det mindste, så ved man, at jeg elsker en god gryderet. Det er nok derfor, at jeg er mest aktiv i køkkenet når efteråret kommer snigende. Eller aktiv og aktiv… en gryderet kræver jo ikke det store, så de bliver tit smækket sammen, så jeg har mere tid tilovers til at være kreativ eller nyde en god kop te mens jeg ser lidt Netflix.

Og her for tiden er det The Final Table der bliver stenet. Egentlig er jeg ikke den store madprogramsfan, men det her… det minder på mange måder om Den Store Bagedyst, bare med mad! Virkelig et genialt koncept, og så har jeg noget at se, når jeg har brug for at slappe af…

Der er trods alt lang tid til den 25’ende december, hvor DR igen er tilbage med juleversionen af Den Store Bagedyst.

linsegryde
peanutbutter curry

Linsegryde med peanutbutter og lime

Man tænker, at det snart kan være umuligt at komme med nye kombinationer på gryderetter, men jeg synes at forskellige kombinationer har forskellige udtryk. Samtidig kan jeg godt lide, at man nærmest kan smide alt i en gryde, og få det til at smage godt. En god måde at få brugt køleskabsresterne på og give dem nyt liv.

En af de ingredienser, som jeg virkelig elsker i det salte køkken er faktisk peanutbutter. Hvis man laver friske forårsruller, er en peanutbutter dip et must. Og i mange indiske retter tilføjer peanutbutteren lige det ekstra.

Derfor kom der lidt peanutbutter i denne linsegryde. Kunne man have tilføjet mere? Sagtens. Men det vil jeg nu lade dig om at bestemme.

Sammen med peanutbutter tilføjede jeg en sølle rest kartofler, som virkelig komplementerede de resterende ingredienser og gav linsegryden noget bid. Og igen, husk på at køleskabstømning inkluderer brugen af alle rester!

Og lime… Den lille ingrediens, som jeg tit kan finde på at undlade at købe, hvis jeg føler mig lidt smånærig. Den gjorde virkelig en kæmpe forskel for mig.

Men måske er det også fordi jeg er kommet i en periode, hvor der skal lime i alt.

Bare tanken om en lækker guacamole med lime…Mmmm…. Men den samtale gemmer vi til en anden god gang.

linsegryde

Andre ingredienser er også en mulighed…

Er du ikke meget til lime, kan du måske udskifte det med citron. Og har du ikke kartofler, så prøv dig frem med søde kartofler, eller en anden grøntsag. Måske den halve blomkål du har liggende bagerst i køleskabet, som trænger til lidt kærlighed?

Uanset hvad dit køleskab byder på, så gør dig selv den tjeneste og lav en gryderet. Du vil takke dig selv senere (især hvis du bor alene og du står tilbage med rester – luksus!) Har du ikke lige de ingredienser du skal bruge til denne opskrift kan bl.a. også lave en version med blomkål eller butternut squash?

Lad mig høre, hvad du synes om opskriften…

Grunden til at jeg skribler alle disse ord ned, er for at inspirere dig! Så hvis du gør brug af opskriften, vil jeg mere end gerne høre hvad du synes og se dine resultater! Tag mig på Instagram via @simplestoriesdk eller brug hashtagget #simplestoriesdk, så jeg ikke går glip af din version!

Det er altid mere spændende at blogge, når man ikke er alene. Som altid, siger jeg tak til dig for at læse med!

Linsegryde med kartofler, peanutbutter og lime

1 Star2 Stars3 Stars4 Stars5 Stars (1 votes, average: 5,00 out of 5)
Loading...
By Milena Stijović Serves: 2-3 personer

Lækker curry, der passer perfekt til efterårsvejret!

Ingredients

  • 1 spsk kokosolie
  • 4 fede hvidløg
  • 1 tsk stødt ingefær
  • 1 tsk spidskommen
  • 2 tsk mild karry
  • 1 tsk gurkemeje
  • 1 tsk garam masala
  • 230 g kartofler (vægt efter skrælning)
  • 3,5 dl røde linser
  • 1 dl vand
  • 5 dl vand + udblødt grøntsagsbouillon
  • 1 dåse hakkede tomater (400 g)
  • 1 dåse kokosmælk
  • 2 spsk peanutbutter
  • Saften fra ½-1 lime (spring ikke over hvor grædet er lavest! Lime gør en kæmpe forskel)
  • Salt og peber
  • Tilbehør
  • Ris
  • Peanuts
  • Ekstra kokosmælk eller græsk yogurt
  • Evt persille

Instructions

1

Start med at skrælle kartoflerne indtil du har 230 g. Skær dem i små tern.

2

Udblød allerede nu 1 boulionterning i 5 dl vand. Hvis du skal spise retten med ris, så sæt dem over nu.

3

Hæld 1 spsk kokosolie op i en gryde og varm det langsomt op. Bland i mellemtiden krydderierne og pres hvidløget. Når gryden er varm, hældes krydderier, hvidløg og kartofler over og svitses kort.

4

Hæld derefter 1 vand dl op i gryden og rør rundt. Lad det simre i et par minutter.

5

Tilsæt derefter røde linser, resten af vandet + bouillon og hakkede tomater og lad det simre i 5-10 minutter. Når det er begyndt at tykne og det virker til at der skal mere væske i, tilsættes kokosmælken og peanutbutter. Lad det simre i en 5 minutter.

6

Smag til sidst til med salt, peber og lime. Hvor meget lime der skal i er op til dig selv.

7

Lad det køle en smule af, og server ellers med flere peanuts, ris og frisk krydderi.

Alle billeder, opskrifter og content på Simple Stories er originalt content, der er skabt af og tilhører mig, medmindre andet er angivet. Pin løs og del mere end gerne indlægget/opskriften med dine bekendte, venner, hund og noget fjerde men husk på at alt på bloggen er beskyttet af ophavsretten, og intet af det må bruges uden tilladelse. Af god skik, så link til bloggen og tag mig på Instagram, hvis du bruger noget herfra som inspiration. Hvis du passivt aggressivt vælger at se bort fra dette, sender jeg nok en regning din vej. Men lad os helst forblive venner. 

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply