Žute štangle er en herlig snitte lavet på en lækker og blød bund, den mest vidunderlige valnødde- og kiksemasse og til sidst, toppet med en tynd chokoladeglasur. Det er en opskrift der er gået i arv i familien fra min ujna og mest om alt minder smagen lidt om mazarin, især hvis den får lov til at stå i et par dage. Det er en af min mors yndlingsopskrifter og hun beskriver den som værende en “budgetvenlig kage, med en fantastisk smag”. Jeg håber, at du har lyst til at prøve dig ad med denne opskrift.
Vil du gøre mig en tjeneste?
Hvis du afprøver opskriften på disse snitter og kan lide dem, vil du så overveje at give mig en anmeldelse? Dette betyder utrolig meget for mig og gør det både nemmere for andre at finde opskriften – og muligt for mig at lave flere opskrifter til dig.
Til sidst kan du finde mig på Instagram eller TikTok, hvor jeg deler mange flere opskrifter, behind-the-scenes, samt andre kreative projekter!
Prøv også: Medeno Srce – Serbiske honningsnitter eller Bajadera – vidunderlig nougat-kage
Žute štangle – Serbiske snitter med valnødder og kiks
Ingredienser
Dej / Kora
- 3 æg
- 2,5 dl olie som solsikkeolie
- 125 g hvedemel
- 125 g sukker
Fyld / Premaz i Fil
- 4-5 spsk marmelade UDEN klumper. Vi bruger normalt hyben eller blomme fra en etnisk butik, men du bruger hvad du føler for.
- 125 g mariekiks / plazma keks
- 125 g valnødder
- 200 g sukker
- 1,5 dl vand
- 80 g smør
Chokoladeglasur
- 100 g mørk chokolade
- 3 spsk solsikkeolie
Sådan gør du
Kora/Dej
- Æg piskes. Sukker, olie og hvedemel tilføjes én ingrediens af gangen. Det hele røres sammen, til du har en lækker og luftig masse.
- Smør bradepanden med lidt smør eller olie, inden dejen kommes i. (Vi brugte en i størrelsen (ca. 23 x 33 cm)).
- Bag bunden i 20-25 minutter ved 180° varmluft. OBS: tjek efter 20 minutter, da det afhænger af din ovn.
- Stil kagen på køl, til den er kølet HELT af.
Fyld / Premaz i fil
- Smør et tyndt lag marmelade på kagen med en ske. Sæt det tilbage i køleskabet.
- Nu laves valnødde-kiksefyldet. Start med at kværne (alternativt blende) kiks og valnødder til det er semi-fint.
- Kom sukker og vand i en gryde. Når det begynder at boble tilføjes smør og der skures lidt ned for varmen.
- Når smørret er smeltet, tages gryden af varmen.
- Hæld straks de kværnede kiks og valnødder i sukkervandet og rør det godt sammen til du har lækkert og sammenhængende fyld.
- Smør det udover kagen igen og lad det stå på køl. Lad gerne massen sætte sig lidt, inden du laver glasuren som det sidste.
Chokoladeglasur
- Når valnøddemassen er fast nok laves chokoladeglasuren. Kom chokolade og olie i en gryde ved svag varme og lad chokoladen smelte.
- Smør chokoladeglasuren udover kagen og sæt den igen på køl til glasuren er stivnet. Du kan med fordel lade den stå natten over.
- Skær kagen ud i mindre snitter som på billederne. Den kan serveres med det samme, men den smager ærligt bedre på 2. eller 3. dagen.
- For at undgå at chokoladen sprækker, kan du evt. køre kniven under meget varmt vand eller varme den op med en gasbrænder.
Serbisk bradepandekage – en billig kage, med udsøgt smag
Så blev det tid til endnu en balkanopskrift her på bloggen og denne gang vil jeg introducere dig til en familieopskrift ved navnet “Žute štangle”, der oversat betyder “Gule Snitter”. Navnet hentyder nok mest af alt til den farve, som bunden får når den bliver pisket, da æggeblommerne giver den kulør.
Ellers er det en traditionel balkan kage eller kolac, i den forstand at den skæres ud i snitter, hvilket man gør meget i Balkan. På den måde har man altid kage til mange gæster stående klar. Bedst nydes den med godt selskab og en god kop kaffe eller te.
Det mest fantastiske ved denne kage er at den faktisk bliver bedre på anden dagen, hvis ikke på tredjedagen. Alle lagene får nemlig lov til at stå sammen og kan man vente så længe, så minder smagen mere og mere om mazarin og marcipan, hvilket er helt fantastisk.
Som så mange andre kager fra Balkan, indeholder denne kage valnødder, hvilket jeg grundet min opvækst er stor tilhænger af. I Serbien er denne kage også billig at lave da den kan skæres i rigtig mange stykker og stiller mange menneskers sukkertrang.
Ellers er der ikke så meget andet at sige end god bagelyst 🙂
4 Comments
Sif Nielsen
marts 2, 2024 at 16:15Jeg syntes det er en god opskrift men er dog meget sæd og man skal ikke have mere end et lille stykke for ellers kan det blive for meget
Milena Stijović
april 7, 2024 at 13:43Hej Sif 😀
Tak for din feedback – det er nemlig en konfektkage, så det er meningen at man skulle kunne nøjes med et stykke. Men du er velkommen til at eksperimentere med mindre sukker.
De bedste hilsner,
Milena
Charlotte
september 14, 2024 at 08:19Hej.
Jeg står og vil til at lave denne kage, men har et spørgsmål til opskriften vedr. dejen.
I ingredienser til dejen, står der intet om sukker, men det gør der i teksten i punkt 1.
Så…, skal der sukker i dej-delen? Og i så fald hvor meget?
Milena Stijović
oktober 10, 2024 at 09:32Hej Charlotte 🙂
Tusind tak for din kommentar – jeg beklager, at det tog mig så lang tid at svare. Jeg har tilføjet mængderne for sukker nu, så hvis du får lyst til at lave denne herlige kage igen, har du nu muligheden for det. Tak for at gøre mig obs. på dette, så alle kan få glæde af en korrekt opskrift. Du ønskes en god dag 🙂
Mvh,
Milena