Marcipanroulader er en sand konfektklassiker, men denne version giver et klassiske marcipanbrød er friskt pust! Marcipan og nougat indgår selvfølgelig, men tørret frugt og en lækker cremet chokoladeganache gør konfektrouladen til et sandt mesterværk.
Julekonfekt træstamme
Denne konfektroulade af en juletræstamme er et must at lave hjemme hos os hver jul, også gerne mellem jul og nytår! Den smager fantastisk, men ser også super indbydende ud.
Marcipan og nougat er altid en sikker vinder-kombi, men tørret frugt som rosin og abrikos, samt en lækker chokolade-ganache løfter konfektrouladen til et helt nyt niveau.
Rouladen er egentlig meget simpel at lave. Det eneste der tager lidt tid er at ganachen og nougaten skal sætte sig lidt. Når det så er sagt, så er dette marcipanbrød hele ventetiden værd!
Smør konfektrouladen med tempereret mørk chokolade og giv den et clean, naturalistisk look, eller pynt den med nødder, krymmel, glimmer og hvad der ellers er til at finde i dit pynteskab.
Jeg håber, at du har lyst til at kaste dig ud i dette dejlige stykke konfekt.
Marcipanroulade | Konfektroulade med marcipan, nougat og chokoladeganache
Ingredienser
Marcipanroulade
- 130 g mørk chokolade (50% eller 70%)
- 1 dl piskefløde
- evt. 1 spsk honning Især lækkert, hvis du bruger en meget mørk eller bitter chokolade
- 300 g marcipan
- 100 nougat
- 20 g mandelflager eller hakkede, ristede mandler
- 30 g rosiner, hakkede
- 30 g abrikos, hakkede
Overtræk samt pynt
- 250 g mørk chokolade
- frysetørrede hindbær
- valnødder
- evt. andre nødder, kerner, frugt og glimmer
Sådan gør du
- Hak chokoladen groft, hvis ikke du bruger chokoladeknapper og kom den i en skål.
- Varm fløde og evt. honning op i en lille kasserolle til lige under kogepunktet.
- Hæld den varme fløde over chokoladen og lad det stå lidt, 30 sekunder til 1 minut. Rør nu det hele forsigtigt sammen med en dejskraber. Det vil ligne at massen er skilt, men du skal røre godt for at skabe en emulsion.
- Sæt chokoladeganachen i køleskabet til den har sat sig og er nem at smøre ud.
- Kom din nougat i en lille skål og varm det meget kort op i mikroovnen (eller evt i en gryde). Du skal ikke smelte det helt, men varme det op og gøre det blødt, til det har samme konsistens og smørbarhed som nutella fx.
- Vej marcipanen af og rul den ud i lidt flormelis til et rektangel på ca. 20 x 30 cm. Har du en silikonemåtte, går det arbejdet endnu nemmere.
- Smør den bløde nougat ud over den udrullede marcipan, men lad ca. 1 cm af rouladen forblive usmurt.
- Gentag processen for chokoladeganachen.
- Drys og fordel de hakkede mandler, rosiner og abrikoser ovenpå ganachen.
- Stil det "åbne" marcipanbrød på køl i ca. 15-20 minutter, så nougat og chokoladeganachen kan sætte sig. Dette gør det nemmere at rulle rouladen.
- Rul marcipanbrøddet stramt sammen og læg det i købeskabet og lad det sætte sig i købeskabet.
- Skær marcipanbrødet i 2, så du har 2 ruller a 15 cm.
- Tempérer din mørke chokolade eller smelt den. Pensel marcipanbrødene med chokolade. Brug gerne en madpensel, for at skabe "riller" som hos en rigtig træstamme.
- Pynt marcipanrouladen. Når chokoladen er størknet helt, er den klar til at blive spist.
Ses vi på de sociale medier?
Følger du mig på Instagram eller TikTok? Der deler jeg mange flere opskrifter, behind-the-scenes, samt andre kreative projekter!
No Comments