Bagværk/ Brød og boller

Koldhævede müsliboller | billige, sunde og veganske

koldhævede müsliboller

Nybagte müsliboller er noget af det skønneste jeg ved. Kombinationen af søde tørrede frugter og sprøde nødder og kerner er intet mindre end fantastisk.

Bollerne består derudover af simple ingredienser som gær, mel, honning/sukker og olie, hvilket gør dem veganske og grundet havregryn og groft mel er de også godt mættende.

Prikken over i’et kommer fra revet squash eller æbler, som gør dem dejligt svampede.

Kort sagt, indeholder denne bolle alt hvad den skal og mere til. Så hvis du er klar på max smag med minimal indsats, så er det denne opskrift du skal prøve af.

Prøv også: koldhævede gulerodsboller | helt uden røremaskine og dej på fingrene

koldhævede müsliboller

Veganske mysliboller der kan varieres i det uendelige

En af mine yndlingsvarianter af den koldhævede bolle er müslibollen. Der er bare et eller andet ved en bolle, der indeholder lidt sødt i sig, som fx rosiner, tørrede abrikoser eller dadler.

Derfor fungerer disse boller perfekt til eftermiddagssulten, som en del af madpakken eller friskbagte med den gode gamle smør og ost. Mums!

Bollerne her mætter desuden godt, da de både indeholder havregryn, grahamsmel og normal hvedemel – og endda uden at blive tørre.

Ja tak, siger jeg bare!

Lækre ingredienser, der udgør den perfekte müslibolle

Det bedste ved denne opskrift er at du kan udvikle den og designe den, så den passer til dine smagsløg og dit basislager.

Jeg kan personligt virkelig godt lide rosiner, men jeg ved at de for andre mennesker er forrædderiske sataner, der udgiver sig for at være chokoladeknapper – så gør med dem, som du har lyst.

Derudover kan jeg godt lide at tilføje valnødder, da de er lidt bitre og giver en fantastisk smag, ofte akkompagneret med hørfrø og chiafrø.

Til sidst kan jeg godt lide at komme revet frugt eller grønt i mine boller, fx æbler eller squash. Dette er ikke et must, men det gør så meget godt for koldhævede boller. De bliver super fugtige og saftige og holder sig friske lige det længere!

Hvis ikke du har prøvet at tilsætte æbler til dine boller endnu, så er dette det tegn fra universet du har ventet på.

Nedenunder får du en inspirationsliste, så leg med opskriften og lav din helt egen version!

koldhævede müsliboller

Inspirationsliste til müsliboller

Tørret frugt; rosiner, tørrede abrikoser, dadler, tranebær osv.: Jeg er en af de mennesker, der elsker rosiner i bagværk, men jeg ved at rosiner deler vandene. Derfor kan du erstatte de små vidundere/sataner med tørrede abrikoser og dadler eller helt undvære den tørrede frugt.

Nødder: Valnødder er altid et hit, men prøv også hasselnødder, parannødder eller pekannødder.

Kerner og frø: Solsikkekerner, græskarkerner, hørfrø, chiafrø, hampefrø osv.

Revet frugt eller grønt: Jeg elsker at tilføje revet squash, gulerod eller revne æbler. Disse giver så meget fugt til dejen, uden at påvirke smagen det helt store. Hvis ikke du har prøvet dette endnu, så er dette det tegn fra universet du har ventet på. Go go go!

Ekstra smag: revet appelsinskal og kanel kan virkelig noget, hvis du er til den slags.

… Som du kan se er mulighederne mange. Så hvorfor ikke bare prøve opskriften af et par gange eller tre?

Jeg misunder dig næsten, fordi du har så mange gode minder og madøjeblikke i vente.

Hvis ikke du spiser bollerne med det samme, vil jeg anbefale dig at fryse dem ned – så kan du nemt snuppe en müslibolle op, når lækkersulten melder sig.

God bagelyst 💛

Koldhævede müsliboller | billige, nemme og veganske

Nybagte müsliboller er noget af det skønneste jeg ved. Kombinationen af søde tørrede frugter og sprøde nødder og kerner er intet mindre end fantastisk.
Følg opskriften slavisk eller tjek inspirationslisten for forskellige variationsmuligheder. Er der noget du ikke har på lager, så undlad eller erstat det med noget andet.
Husk på at opskriften kun er vejledende, da udfaldet også afhænger af hvilken type med du bruger. Men prøv dig frem 💪🏼
Forb. tid12 minutter
Tilb. tid10 timer
Samlet tid10 timer 12 minutter
Ret: Bagværk, Koldhævede boller, Madpakke
Køkken: Bagværk, Vegetarisk
Keyword: frokost, koldhævede boller, koldhævet, Madpakke
Antal: 10 – 12 boller
Forfatter: Milena Stijović

Ingredienser

  • ½ liter vand
  • 12-15 g gær
  • ca. 250 g æbler eller squash (svarer til 1 squash eller 2 medium æbler)
  • 1,5 spsk honning el. sukker
  • 2-3 spsk solsikkeolie
  • 100-150 g tørret frugt, som rosiner, abrikoser eller dadler
  • 2 spsk hørfrø
  • 2 spsk chiafrø
  • 50-70 g valnødder
  • 2 dl havregryn
  • 2 dl grahamsmel
  • 6-7 dl hvedemel
  • salt

Sådan gør du

  • Smuldrer gæren i en skål og hæld vand i. Lad det stå til gæren er opløst.
  • Når gæren er opløst, tilsættes honning, olie samt revet squash eller æble. Bruger du nødder eller tørret frugt som abrikoser eller dadler, skal disse først hakkes/skæres i mindre stykker. Den tørrede frugt vendes desuden i 1 spsk hvedemel, for at sikre, at det ikke klistrer sammen.
  • Tilsæt havregryn og grahamsmel og rør godt rundt med en grydeske.
  • Nu tilføjer du 3 dl hvedemel og salt. Rør rundt og bliv ved med at tilføje mere hvedemel 1 dl af gangen. Bliv ved indtil du står tilbage med en kompakt masse der ligner tyk havregrød. Den skal føles tung at røre i men må samtidig ikke blive for tør.
  • Dæk skålen med noget vitawrap eller et låg og kom skålen i køleskabet (eller udenfor i garagen/på altanen, hvis det er koldt, men ikke minusgrader) og lad dejen hæve natten over.

Næste morgen

  • Forvarm ovnen ved 200-220° grader. Tag dejen op med 2 spiseskeer og kom ca. 10-12 klatter/boller på to bradepander belagt med bagepapir.
  • Bag bollerne i ovnen i ca. 5-7 minutter og skru derefter ned på 180°, hvor du lader dem bage videre i ca. 12-15 minutter. NB: Bagetiden afhænger meget af din egen ovn, hvor høje bollerne er samt deres størrelse. Jeg har lavet denne opskrift mange gange efterhånden, så jeg kender min ovn og justerer undervejs. Du kan ikke gå helt galt i byen uanset hvad, men hvis bollerne ikke bliver helt perfekte første gang, så noter og juster til næste gang.
  • Når bollerne er færdige, så lad dem stå og sætte sig en smule, inden de serveres. Hvis du prøver at skære en bolle over lige med det samme, kan den nemlig virke våd indeni. Bollerne smager bedst friskbagte, men fungerer også godt dagen efter. Har du til flere dage, ville jeg anbefale at fryse dem ned, så de forbliver friske.
koldhævede müsliboller

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

Opskrift Vurdering