Aftensmad/ Bagværk/ Brød og boller/ Opskrifter/ Serbisk

Proja – opskrift på serbisk majsbrød

Proja er et traditionelt serbisk majsbrød, der gik fra at være fattigmandens brød til en fast bestanddel i de fleste balkanske hjem. Vi spiser det altid når det kommer lige ud af ovnen, enten som en del af et brunchbord serveret sammen med yogurt, ost, tomat og ajvar eller som tilbehør til aftensmad eller en større buffet. Hver familie har sin helt egen opskrift og i dette blogindlæg vil jeg dele min mors version med dig, som ifølge mig, er verdens bedste!

Læs videre for at blive klogere på det serbiske brød og mine personlige tips og tricks eller kast dig direkte ud i opskriften.

Prøv også; stjernebrød med feta, flødeost og nigellafrø

proja serbisk majsbrød

Hvad er proja?

Så du har besluttet sig for at læse videre og lære mere om det serbiske brød proja? God beslutning, for det er nemlig en af mine yndlingsopskrifter fra det serbiske køkken!

Som nævnt før, er proja en slags serbisk majsbrød. Majsmel er en ingrediens der indgår tit i serbiske køkken og der findes derfor flere forskellige slags majsmel, der alle sammen varierer i deres struktur og smag.

Proja består, udover majsmel, af hvedemel, æg, olie og mælk. I nogle versioner, som min families, ser du også danskvand indgå i ingredienslisten, da det er med til at gøre brødet mere luftigt og saftigt. Min mor sværger i hvert fald på, at det er med til at gøre hele forskellen.

Det er dog ikke et brød i traditional forstand, som du måske kender det fra rugbrød, surdejsboller eller andet bagværk. Det er nærmere et faldere og mere kompakt brød, der samtidig er luftigt og meget rigt i smagen og når man server det varmt, er det noget af det lækreste comfort food.

Typisk bages proja i et firkantet eller ovalt ovnfast fad, hvorefter det skæres i mindre firkantede stykker. Alternativt bages det også mindre muffinsforme eller silikoneforme, kaldet ‘projice‘ – denne løsning er derfor perfekt, hvis man skal have dem med i madpakken eller ønsker at servere dem i mindre stykker.

proja serbisk majsbrød
proja serbisk majsbrød

Hvordan spiser man proja?

Hjemme hos os elsker vi at spise nybagt proja som en del af en brunch/større morgenbord. Her serveres det sammen med pålæg, flere slags ost, ajvar, forårsløg samt grøntsager skåret i mundrette stykker som tomat og peberfrugt. Derfor er det lidt en tapasagtigt morgenmad. Dertil drikker man ofte en form for yogurt og hvis vi er i Serbien, spiser jeg det gerne med kajmak, som er en fed form for flødeost/creme man kan få i Serbien.

Proja kan bruges som erstatning til det traditionelle brød og passer godt sammen med supper, salater eller en smovset ret, som fx den serbiske prebranac, som er et cremet bagt bønnefad. Derudover serverer man det ofte som en del af en serbisk buffet, hvor det anrettes pænt med grøntsager eller friske forårsløg.

proja serbisk majsbrød

Når det kommer til selve projaen, kan man enten lave den helt plain eller tilsætte en fast og hård hvid ost eller feta, som vi ofte gør. I andre opskrifter tilsættes der lidt spinat eller skinke i tern, men det varierer alt fra familieopskrift til familieopskrift.

Det var alt hvad jeg havde at fortælle dig om projaen.

Super simpel at lave, meget dekorativ at se på og så smager den fantastisk. Prøv opskriften og udvid dit kulinariske repertoire.

God bagelyst 💛

Proja – Serbisk majsbrød

Proja er et traditionelt serbisk majsbrød, der egentlig ikke er et brød i traditionel forstand. Med sin tunge, men luftige og bløde tekstur gør det sig virkelig godt som comfort food. Vi spiser ofte proja som en del af et morgenmadsbord serveret sammen med yogurt, ost, tomat og ajvar eller som tilbehør til aftensmad eller en større buffet. Her får du min families opskrift 💛
NB: I serbien bruger man normalt små kaffekopper aka "šoljice", som vi i Danmark bruger decilitermålere, når man laver mad. Hvis du har lyst, kan du bruge det og lave det på en helt autentisk måde 😉
Forb. tid10 min
Tilb. tid45 min
Samlet tid55 min
Ret: Bagværk, Brød
Køkken: Serbisk
Keyword: Brød, Comfort food, Madpakke, Madpakkebrød
Antal: 1 fad
Forfatter: Milena Stijović

Ingredienser

  • 4 æg
  • ca. 200 ml danskvand 1 ½ šoljice
  • ca. 200 ml solsikkeolie 1 ½ šoljice
  • ca. 400 ml mælk 3 šoljice
  • ca. 200 g fin majsmel* (se noter) 3 šoljice
  • ca. 250 g hvedemel 3 šoljice
  • 15- 20 g bagepulver 1 pose
  • 200 g hvid ost/fetaost kan undlades
  • lidt salt hold igen, hvis du bruger fetaost og den er salt

Sådan gør du

  • Forvarm ovnen ved 200° (ikke varmluft)
  • Pisk æggene sammen. Tilsæt de våde ingredienser (mælk, danskvand, olie) og rør det kort sammen.
  • I en anden skål blandes de tørre ingredienser, majsmel, hvedemel, bagepulver og evt. lidt salt.
  • Kom de tørre ingredienser over i skålen med de våde ingredienser og rør det hele godt sammen, så der til sidst ikke er nogle melklumper i dejen. Dejen skal være tynd i sin konsistens og have en boblende overflade.
  • Til sidst smuldres der feta/hvid ost i dejen. Rør det hurtigt sammen.
  • Find en bradepande frem (vores måler ca. 27 x 16) og smør bunden med lidt solsikkeolie. Hæld lidt mel i og bank det rundt, så melet dækker bunden. Dette gør, at din proja ikke brænder på eller hænger fast i din bradepande.
  • Hæld dejen i bradepanden og bag projaen i ca. 40 – 45 minutter til overfladen er smuk og gylden.
  • Tag projaen ud af ovnen og lad den køle lidt af. Helt traditionelt skæres den ud i mindre firkanter når den skal serveres.
  • God appetit.

Video

Noter

*I proja skal der gerne bruges fin majsmel, altså ikke polenta. Denne type mel kan ofte fås hos din lokale etniske købmand eller større supermarkeder, dog til en højere pris. Kan du slet ikke finde fin majsmel, kan grov majsmel til nød bruges, men det giver en anden smag og struktur. 
Proja kan både nydes varm og kold og selvom den er god dagen efter, så smager den bedst friskbagt.
Proja kan spises som tilbehør til andre serbiske retter, fx prebranac eller nydes som en del af et frokostbord/brød-tapasbord.
Når vi spiser del til frokost, server vi det med med forskelligt (vegetarisk) pålæg, grøntsager som tomat og peberfrugt, ajvar og flødeost samt kærnemælk eller god drikkeyogurt.
Proja kan også bages i muffinsforme eller silikoneforme, som også kaldes for projice og passer perfekt som en madpakkesnack. 
proja serbisk majsbrød

Alle billeder, opskrifter og content på hjemmesiden er originalt content, der er skabt af og tilhører mig, medmindre andet er angivet. Pin løs og del mere end gerne indlægget/opskriften med dine bekendte, venner eller hund men husk på at alt på bloggen er beskyttet af ophavsretten og intet af det må bruges uden tilladelse. Af god skik, så link til bloggen og tag mig på Instagram, hvis du bruger noget herfra som inspiration. Hvis du passivt aggressivt vælger at se bort fra dette, sender jeg nok en regning din vej. Men lad os helst forblive venner.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

Opskrift Vurdering