Aftensmad/ Frokost/ Opskrifter/ Vegetar

Stegt quinoa | fried quinoa med æg og grøntsager

Stegt quinoa er en nem, men lækker vegetarisk hverdagsret, især hvis man har en rest quinoa eller bulgur tilovers fra dagen før. I denne ret vendes quinoa sammen med æg og de grøntsager man har på lager og på kort tid står du tilbage med en lækker omgang vegetarisk aftensmad eller frokost.

stegt quinoa

Vegetarisk stegt quinoa – lillesøsteren til stegte ris

Her den anden dag, da jeg lavede en af mine gryderetter, havde jeg tilberedt en omgang quinoa/bulgur mix. Det havde jeg så for meget af, men samtidig magtede jeg heller ikke at bruge det i en salat. Når det er koldt udenfor og halsen gør ondt, er det ikke just en salat man er i humør til.

Så jeg gik i tænkeboksen og overvejede hvad jeg kunne gøre med min rest af quinoa og bulgur. Jeg havde hørt om retten stegte ris før, men har aldrig hørt nogen snakke om stegt quinoa. Så jeg tænkte, at det måtte jeg prøve og mit eksperiment blev faktisk så godt, at jeg tænkte, “det skal på bloggen!”

Hvis du har en rest ris kan du selvfølgelig følge opskriften og bruge dine ris. Men da denne ret er vegetarisk, giver det ekstra god mening at bruge enten quinoa, bulgur, perlebyg eller noget andet groft korn, der mætter lige det mere på grund af de mange kostfibre.

Men brug de rester du har, med de grøntsager du har! Denne opskrift kan nemlig varieres og gøres til helt din egen, hvilket også gør den perfekt som en “tøm-køleskabet” ret. Uanset hvad er jeg sikker på, at du nok skal stå tilbage med en lækker omgang aftensmad.

stegt quinoa

Stegt quinoa med grøntsager og æg

Stegt quinoa er den mere fiberrige lillesøster til fried rice og en genial måde at få brugt en rest quinoa eller bulgur op på. Retten kan laves på gefühl og er derfor en perfekt "tøm-køleskabet" ret.
Forb. tid15 minutter
Tilb. tid15 minutter
Samlet tid30 minutter
Ret: Vegetarisk, Vegetarisk Aftensmad
Antal: 2 personer
Forfatter: Milena Stijović

Ingredienser

  • 120 g kogt quinoa eller bulgur
  • ca. 60 g kogte mungbønner (kan undlades eller erstattes med edamammebønner, kikærter el. lignende)
  • olivenolie til stegning
  • 1/2 løg
  • 2 fede hvidløg
  • 1 tsk karry pasta
  • 4 gulerødder
  • 1 peberfrugt
  • 1-2 stængler forårsløg
  • 2-3 spsk soya
  • 1 tsk gurkemeje
  • evt. lidt sukker (hvis det bliver nødvendigt)
  • salt og peber
  • evt. andre krydderier som karry, ingefær, garam masala eller hvad du nu end lyster.
  • 2 æg

Sådan gør du

  • Varm en (wok) pande op og kom lidt olie på. Hak og snit løg og hvidløg og steg dette sammen med lidt karrypasta.
  • Imens kan du skrælle og snitte gulerødder og den røde peberfrugt i mindre stave/snitter.
  • Når løgene er stegt bløde, vender du gulerødder samt quinoa og mungbønner i din pande .
  • Smag nu til med soya, krydderier og sukker. Når du er tilfreds med smagen tilsætter du peberfrugt og vender det hurtigt sammen.
  • Slå nu æggene ud og rør dem sammen i en skål. Hæld æggemassen ned i panden til resten af retten og rør godt rundt. Når æggene er stegt færdige, smages retten til og ellers er du done.
  • Server sammen med peanuts, frisk limejuice og frisk persille eller koriander.

Noter

Tips: 
Ris, bulgur, quinoa, perlebyg, you name it. Brug de gryn/kornrester du har 🙂 
Har du flere grøntsager i skuffen, som fx ærter, majs, broccoli osv, så kom da også det i og tøm køleskabet! 

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

Opskrift Vurdering